Hej alle.
Er 20 år, og skal snart opereres for min colitis ulcerosa.
Jeg har netop fået dansac's pjece om stomi for unge, ja unge er et godt ord. Personerne er 13 år da de bliver opereret. Budskabet er "du kan leve med din stomi" "din stomi er en løsning" osv osv. Dansac prøver at sætte fokuset på det man kan og ikke det man ikke kan, hvilket er en stor del af ens bekymringer. Men det kropslige, identitets problem som for mit vedkommende er det der kører mest rundt i hovedet er budskabet forvirrende. Der er 3 personer der fortæller, hvoraf den ene er anonym, man ser ikke hendes ansigt på billederne. Fordi hun vel er flov over de ændringer stomien og operationerne har gjort på hendes krop.
Jeg prøvede at kigge på Dansacs hjemmeside, men fandt ikke noget Ris/Ros forum, så i stedet kan jeg spamme jer herinde der gider at læse det, med lidt negativ energi:)
Hvis jeg var 13 år, og jeg læste den folder, så tror jeg det eneste jeg ville huske fra den bog (tja, det er det jo egentlig også nu, trods de ekstra 7) ville være at den her pige ikke turde stå frem.
Så hvad er budskabet? "Tabuet længe leve" efter min mening, hvordan skal man kunne se det som en opmuntring eller et redskab til at kunne leve med noget, hvis den person der skal hjælpe en frem til denne konklusion, ikke selv har nået den?
Jeg syntes det er meget trist og ærgeligt det ikke kan gøres bedre end det, og jeg blev sur da jeg så brochuren. Jeg syntes der burde være langt mere nuanceret og detaljeret oplysning og information at hente omkring livet med stomi og sygdom i det hele taget.
Men jeg er godt klar over det kræver at vi kommer ud af skabet, og viser hinanden at det er ok.
