Lokalforeningen Roskilde

Dette er en oversigt over hvad der sker i Roskilde lige nu. > Besøg også lokalforeningens egen hjemmeside: http://roskilde.copa.dk/

Kommende arrangementer

Bowling

Kommende arrangement, som foregår den 14/3-2010 kl. 11:00
Skrevet den 14/1-2010 kl. 13:42 - Link

Bowling i Roskilde Bowling Center søndag den 14. marts på adressen Ro`s Have 16, Roskilde. (Tidligere Roskildevej 51). Der bowles fra kl. 11.00 til 13.00 med efterfølgende spisning. Tilmelding til formanden på tlf. 4673 0587 senest d. 7. marts. Egenbetaling er kr. 100,- for medlemmer, kr. 200,- for øvrige. HUSK: Når I parkerer ved bowlingcentret, så skal I skrive jer på den fremlagte liste nede i bowlingreceptionen.

Tur til Naverhulen 6. maj

Kommende arrangement, som foregår den 6/5-2010
Skrevet den 7/3-2010 kl. 17:46 - Link

COPA inviterer på en tur til Helsingør, vi skal besøge Naverhulen, eller som det officielt hedder: Klub for Berejste Håndværkere i Helsingør. Naverhulen ligger ikke så langt fra Helsingør Station, så vi tager toget hertil og går det sidste stykke. Vi mødes på Københavns Hovedbanegaard ved spor 2 kl. 9.45. Alternativt er I også velkomne til selv at transportere jer pr. bil til Helsingør, det kan vi få besked om, når I tilmelder jer, i så fald mødes vi uden for Naverhulen, Sct. Anna Gade 21, Helsingør kl. 11.00.

 

Naverhulen er et utroligt spændende sted at besøge. Mange håndværkerne har igennem årene rejst meget og hjembragt mange sjove ting med gode historier knyttet til. Når vi er blevet bænket får vi et rigtig spændende foredrag om Naverne og bagefter bliver der serveret smørrebrød og kaffe/te. Efter besøget hos Naverne - vel sådan cirka 3 timer - går turen hjem igen pr. tog fra Helsingør Station. Vi har ikke sat præcis tid på hjemturen, regionaltoget går så ofte, så vi kommer ikke til at vente længe. COPA betaler besøgsafgiften, frokosten og kaffen denne dag, og du får selv lov at betale transporten samt det du drikker. Drikkevarer kan købes for kr. 10,- pr. genstand, husk kontanter, de kan ikke tage imod plastikkort.

 

Tilmelding senest d. 15 april: Johnny Frederiksen tlf.: 4673 0587

Siden sidst

Julestue

Siden sidst. Arrangementet foregik den 28/11-2009
Skrevet den 14/1-2010 kl. 13:41 - Link

Julestuen den 28. november blev ligesom sidste år afholdt i Vor Frue Sognegård. Formand Jette bød velkommen, fortalte om aftenens program og udtrykte tilfredshed med det store fremmøde. Arrangementet bød på en meget veltillavet julefrokost, hvor vi inden osten fik afsunget nogle af julens dejlige sange akkompagneret af Lis på keyboardet. Inden kaffe/kage blev der afholdt vores velkendte bingo med gaver til alle. Som en tillægsgevinst havde bestyrelsesmedlem Ea fremstillet nogle ekstragevinster, der ligeledes fandt sine ejermænd ved lodtrækning. Dagen sluttede med at alle ønskede hinanden en rigtig glædelig jul.

Generalforsamling

Siden sidst. Arrangementet foregik den 19/10-2009
Skrevet den 14/1-2010 kl. 13:40 - Link

Generalforsamlingen d. 19. oktober blev traditionen tro afholdt på Møllebo i Køge. Kl.18.00 var der indkaldt til samling omkring lidt fællesspisning. Det var dejligt at se så mange medlemmer slutte op omkring vore aktiviteter. Således var over tredive medlemmer tilmeldt generalforsamlingen. Kl. 19.30 kom vi i gang med generalforsamlingen.

Efter valget kom bestyrelsen til at se ud som følger:

Efter generalforsamlingen holdt repræsentant fra firmaet Stotec A/S Vejle, Allan Kristiansen, et foredrag over firmaets produkter med efterfølgende fremvisning af diverse stomiprodukter med tilbehør.


Der var stor interesse omkring det nye produkt Flair Active Xtra, der er nemt at håndtere selv for stomister med nedsat syn eller nedsat håndfunktion. Et stort plus for personer med kolostomi er, at stomiposen er todelt, hvilket indebærer at den
inderste pose kan skylles i toilettet.

Tur til Operaen på Holmen

Siden sidst. Arrangementet foregik den 3/10-2009
Skrevet den 8/11-2009 kl. 17:45 - Link

I anledning af den Internationale Stomidag den 3. oktober 2009 havde vi, efter et ønske fra medlemmerne, valgt at lade turen gå til Operaen på Holmen. Vi havde inviteret vores 2 stomisygeplejesker, Bente Carlsen, Roskilde, samt Anne-Grete Olsen, Køge. Desværre var det kun Bente, der havde mulighed for at deltage. Da der kun kunne være max. 30 personer til en rundvisning, blev der meget hurtigt overtegnet så vi måtte oprette en venteliste. Der var bestilt en let anretning som vi indtog på 4. sal med en pragtfuld udsigt over Amalienborg og Marmorkirken. Operahusets arkitekt Henning Larsen og hans tegnestue har her stået overfor en krævende opgave som var bestilt og betalt af A. P. Møller og Hustrus fond. Der skulle opføres en bygning der var egnet til både opera og ballet. Samtidig skulle den akustiske side være i verdensklasse og tekniske løsninger skulle muliggøre hurtige sceneskift. Operaen stod færdig i januar 2005 og er ganske enkelt en imponerende bygning i Københavns Havn. Rundturen med guide varede ca. 1 1/2 time. Man vandrede ad lange gange og op ad masser af trapper i bygningen, som har 14 etager hvoraf de 5 etager er under jorden. Man må beundre dette fantastiske bygningsværk. At sidde i den store teatersal og se teknikken skifte fra orkestergrav og til stolerækker på få minutter er fantastisk. Det er en fornøjelse at se et byggeri, hvor prisen har haft en underordnet betydning. Alt er bare udført med omtanke for kvalitet, alle deltagerrne var enige om, at den nye Opera bestemt er et besøg værd.

Vellykket sommerudflugt

Siden sidst. Arrangementet foregik den 21/5-2009
Skrevet den 10/7-2009 kl. 23:01 - Link

Den årlige sommertur gik i år den 21. maj, Kristi himmelfartsdag, til Kerteminde på Fyn. Det har længe været på ønskesedlen at aflægge Johannes Larsen museet et besøg. Turen startede i Roskilde med Leifs bus kl.08.30 med efterfølgende opsamling i Greve og Køge. Undervejs til Fyn blev der gjort et ophold ved Slagelse for en lille strækkepause, inden turen fortsatte til Kerteminde, hvor vi skulle være kl. 12.30 for at indtage en frokost på restaurant Marinaen. Restauranten ligger perfekt helt ud til vandet ud for Kerteminde lystbådehavn. Efter vel overstået frokost vandrede deltagerne de ca. 250 meter fra Marinaen op til Johannes Larsen museet, der ligger meget smukt højt på Møllebakken med vid udsigt over lystbådehavnen og Kerteminde Fjord. Johannes Larsen med fru Alhed flyttede ind i villaen på Møllebakken i 1901. Stedet blev hurtigt et samlingspunkt for mange kunstnere og forfattere. Med tiden blev bygningerne udvidet og ombygget. Således rummer museet i dag bl.a. kioskbygning, kunstnerparrets villa, værkstedet og vinterhaven, udstillingsbygningerne, Samlingen og Vingen, Vinhuset, Kaffehuset og Svanemøllen der i dag forefindes i pæn restaureret stand. Kl.15.30 steg vi atter ombord i vores bus for at køre til Nyborg, hvor vi skulle indtage eftermiddagskaffen på Cafe´Rembrandt, der ligger midt i byen ud til havnen. Således mætte af indtryk indledte vi hjemturen kl. ca.16.30 med den overbevisning, at vejret, der havde vist sig fra den bedste side med masser af sol, havde gjort sit til at dagen havde været vellykket.

Våde medlemmer og een tør - Greve Svømmehal den 22. marts

Siden sidst
Skrevet den 12/5-2009 kl. 15:20 - Link

Så var det sidste mulighed for at få en ”stomist-svømmetur”. Det benyttede 11 deltagere sig af, og vi havde en dejlig dag under Bodils ledelse. Jørgen holdt sig på landjorden, men tog til gengæld en række billeder fra dagen. Greve Svømmehal bliver nu, efter planen, lukket fra maj og ca. 1½ år frem, så vi undersøger, om der skulle være mulighed for at gentage arrangementet et andet sted.

Stort fremmøde - bowling den 1. marts

Siden sidst. Arrangementet foregik den 1/3-2009
Skrevet den 12/5-2009 kl. 15:20 - Link

Det var så dagen, hvor den årlige bowlingturnering fandt sted. Som sædvanlig på Københavnsvej i Roskilde. Der var så stort et fremmøde, at hele fem baner måtte tages i brug. Der blev på alle baner udvist stor aktivitet. I de to timer, der blev bowlet, kunne man opleve, at denne sære bowlingkugle med de mange forskellige hulstørrelser, blev kastet, hovedsagelig ned ad bowlingbanen, men enkelte kugler blev kastet eller tabt bagud til stort morskab for andre. Mange kugler, der blev korrekt sendt ned ad banen, tillod sig at fortsætte mod keglerne ude i de til banen hørende render. Selvom det hurtigt stod klart for udøverne, at det var ikke her de mange point skulle hentes, så fortsatte en del deltagere med denne trafik. Der var en enkelt deltager, der mente, at jordrotationen var årsag til dette problem. Da alle var godt trætte efter to timers bowling fik deltagerne udleveret resultatlister for de enkelte baner. Dagen sluttede med en velfortjent middag bestående af oksesteak eller kyllingebryst med årstidens garniture.

Julestue

Siden sidst. Arrangementet foregik den 29/11-2008
Skrevet den 13/1-2009 kl. 15:29 - Link

Traditionen tro holdt foreningen julestue lørdag den 29. november 2008. Lige så traditionelt blev det afholdt på Vor Frue Sognegård beliggende på Hovedgaden i Vor Frue lige syd for Roskilde. Foreningen er yderst tilfreds med at afholde arrangementet på Sognegården. Der er gode lokaleforhold, venlig betjening og lækker mad. Ind imellem det kulinariske indtag blev nogle af julens sange afsunget under akkompagnement af Lis og hendes medbragte keyboard. Hver gæst havde på opfordring medbragt en gave, der ved bankospil fandt nye ejere. Der var tilsyneladende tilfredshed med de fleste “gevinster”, men der har dog nok været et par “hadegaver” imellem. Efter bankospillet nød vi kaffen samt Jettes hjemmebagte kager. Inden arrangementet sluttede blev alle bedt om at løfte tallerknen foran sig. Dette afslørede en lille seddel med et nummer. Disse numre skulle vise sig at være udfærdiget af bestyrelsesmedlemmerne Ea og Tove, der havde været i gavehumør. Så endnu et “bankospil” måtte afholdes for at få fordelt de supplerende gaver. Kl.17.30 var det hele forbi. Der blev taget behørigt afsked med alle, der samtidig gav udtryk for, at det havde været en dejlig dag.

Referat - generalforsamling 2008

Siden sidst. Arrangementet foregik den 20/10-2008
Skrevet den 13/1-2009 kl. 15:27 - Link

Generalforsamlingen blev afholdt 20. oktober på adressen Nørre Boulevard 101, 4600 Køge - med følgende indhold:


1. Valg af dirigent.

Jørgen Hansen blev valgt.


2. Formandens beretning.
Jette gennemgik i store træk de tiltag og aktiviteter der berørte foreningen i det forgangne år. Formandens beretning blev herefter godkendt.


3. Regnskab.
Tove fremlagde regnskabet, der ligeledes var omdelt. Regnskabet blev godkendt uden kommentarer.


4. Valg.
På valg var:
Næstformand: Anni Hulstrøm. Genvalgt.
Sekretær: Johnny Frederiksen, Genvalgt.
Medlem: Jette Lyngsgaard ønskede ikke genvalg; i stedet blev Lis Gebhard valgt.
Suppleant: Vagn Olsen ønskede ikke genvalg; i stedet blev Ea Jensen valgt.
Revisor: Jørn Pedersen. Genvalgt.


5. Kommende aktiviteter.
Foreningen vil arbejde på at gentage aktiviteterne: bowling, svømning, sommertur, julestue. Sommerturen tænkes at gå til Fyn i 2009.


6. Indkomne forslag.
Der var ikke indkommet forslag.


7. Eventuelt.
Der var ingen indlæg under eventuelt.


Efter generalforsamlingen orienterede og fremviste stomifirmaet B. Braun ved Anette Skytte og Jørn Harnfeldt firmaets produkter.

Byvandring i Køge

Siden sidst. Arrangementet foregik den 6/9-2008
Skrevet den 5/11-2008 kl. 11:53. Forfatter: Tove Christiansen - Link

Lørdag d. 6 september holdt vi en hyggelig dag i Køge By. Vi startede med en rundvisning i den gamle bydel hvor vi bl.a. kom forbi Køge Kirke, Skitsesamlingen, Køges ældste hus og Køge Torv. Køge Turistforening havde stillet en guide, Jesper, til rådighed. Det var vi ikke snydt med, han vidste bare rigtig meget om Køges historie. Efter denne rundtur blev der mulighed for at shoppe på torvet eller i forretningerne, nogen valgte at finde et hyggeligt sted og få en kop kaffe. Bagefter gik vi hen til Skipperkroen, som ligger ved Køge Havn. Her var der dækket op til os i gårdhaven med et dejligt frokostbord. Dagen sluttede ved 15 tiden.

Besøg hos Dansac Fredensborg

Siden sidst. Arrangementet foregik den 27/5-2008
Skrevet den 5/7-2008 kl. 15:04 - Link
Tirsdag den 27. maj gik turen til Dansac i Fredensborg. Dette arrangement havde bestyrelsesmedlem Vagn Olsen planlagt i samarbejde med Dansac, så det var med stor tilfredshed, at vi kunne udbyde dette arrangement til vore medlemmer. Det skulle hurtigt vise sig, at tilmeldingerne strømmede ind, da turen blev annonceret i COPA-bladet. Den 27 maj kl.08.00 samlede Lejf`s bus fra Tune ved Roskilde de første deltagere op ved turistholdepladsen på Køge station, de næste ved Greve svømmehal en halv time senere, for at samle de sidste op kl. 09.00 ved Roskilde station. Køreturen op gennem Nordsjælland blev nydt i fulde drag bl.a. på grund af en skyfri himmel og masser af nyudsprungne bøgetræer, at glæde sig over. Kl.10.00 holdt bussen foran Dansac`s hovedindgang. Her blev vi budt velkommen af marketingkoordinator Jytte Rudolph, der viste os til lokalet, hvor produktspecialist Annette Probst og salgsdirektør Kristian Thomsen bød velkommen. Direktøren indledte med en historisk oversigt over Dansac`s udvikling med opstart i 1971 og frem til i dag. Præsentationen omfattede den bygningsmæssige udbygning, produktudviklingen og tilvæksten i medarbejderstaben, der i dag har rundet 400 medarbejdere. Selvom Dansac i 1989 blev en del af det amerikanske firma Hollister, der har produceret stomiprodukter i generationer, så fokuserer Dansac fortsat udelukkende på fremstilling af stomiprodukter. Efter præsentationen viste juniorproduktchef Dorthe Birch filmen “Livet med stomi”, hvor stomiopererede fortæller om at leve med en stomi. Filmen er et supplement til hæftet “Livet med stomi”, hvor Jami 14 år, Philip 30 år, Sif 33 år, Marianne 56 år og Niels 70 år fortæller deres historie om det at leve med stomi. Hæftet kan bestilles på tlf. 48465036 og ledsages af et spørgeskema, hvor Dansac ønsker oplysninger om livet med stomi, for til stadighed at udvikle stomiprodukterne. Efter præsentationerne blev selskabet delt i tre grupper med henblik på en rundvisning i produktionen. Der blev set på lagerrum, lagerstyring, produktion af plader og poser, fremstilling af lim, produktkontrol, pakkesystemer og meget mere. For mekanisk interesserede er det en fornøjelse at se, hvordan samspillet mellem mekaniske, elektriske, hydrauliske og pneumatiske styresystemer får poser og plader til at blive et færdigt produkt. Efter fabriksgennemgangen var der dækket op til buffet. En buffet der var ualmindelig lækker med en tiltalende opsætning. Halløjsa! Hvor det smagte. Efter frokosten var det tid til at se på poser og plader med de seneste påfund. Produktspecialist Annette Probst fortalte og fremviste Dansac`s produkter med særlig opmærksomhed rettet på den nye Novalife 2, der udmærker sig ved at bestå af en hudbeskyttelsesplade, der passer til to forskellige poser. Således er “Novalife 2 lukket” en diskret pose med lav top og “Novalife 2 flushable” en todelt pose, hvor inderposen kan skylles ud i toilettet. Efter denne gennemgang af Dansacs produkter var der spørgetid afsluttende med kaffe og lagkage. Kl. 15.00 takkede COPA Roskilde/Køge Dansac for et helt igennem fremragende arrangement. Trætte og på flere måder mætte af indtryk steg vi ombord på bussen og nød en stille hjemkørsel.

14 vandhunde - svømmedag i Greve Svømmehal d. 24. februar

Siden sidst. Arrangementet foregik den 24/2-2008
Skrevet den 10/5-2008 kl. 17:04 - Link
Igen i år havde vi fået invitation til at få en dag i vandet ”for os selv”. Det var, ligesom sidste år, Bodil Egeriis, der brugte sin søndag eftermiddag på os. Vi startede med en kop kaffe og Jettes hjemmebag, uhm.. Under kaffen underholdt livredder Preben med lidt sjove historier fra svømmehallens start. Derefter var der omklædning og så en tur i baljen. Vi var 14 stk. vandhunde fra COPA, ikke mange, men vi havde en god eftermiddag. Vi håber, at dette må blive en fast årlig tradition, og at der kommer endnu flere næste år. Deltagerne her kunne ihvertfald konkludere, at det ikke er noget problem at svømme, bare fordi man har fået sig en stomi. Tak til Greve Svømmehal.

Bowling i Roskilde

Siden sidst. Arrangementet foregik den 2/3-2008
Skrevet den 10/5-2008 kl. 17:02 - Link
Årets bowling-turnering fandt i år sted på adressen Københavnsvej i Roskilde. Det var søndag d. 2. marts. Den tidligere annoncerede dato, den 9. marts, måtte fremrykkes p.g.a. turneringskampe for bowlingklubber, hvorved alle baner var optaget. Skaden var imidlertid ikke så stor, fordi vi nåede at udsende et nyhedsbrev til samtlige medlemmer, hermed kunne vi flytte datoen og stadig holde en rimelig tilmeldingsfrist. I år bowlede vi først og spiste bagefter. Det synes at være opskriften fremover, når der er bowling på programmet. Vi havde en rigtig dejlig dag, hvor vi bl.a. kunne byde velkommen til et par nye medlemmer.

Menu


Kontaktperson


Billede af kontaktpersonen

Lokalformand
Jette Frederiksen
Kirkegårdsvej 7, Gundsømagle
4000 Roskilde
Tlf.: 46730587
> Send en email

 

 


Lokalforeninger


Interessegrupper


Landsforeningen


Andre muligheder
Ris/ros?
Skriv til COPA
Skriv i forummet

Ikke medlem af COPA?
Meld dig ind her

Brug for mere rådgivning?
Find mere materiale
Se artikler m.v.

Seneste nyt
Nyheder

Brug for hjælp?
Find hjælp her

Links
Links til andre sider
 
Forum

> Besøg COPA's forum > Nyt indlæg (seneste 48 timer)     > Blog-indlæg

Arrangementer de næste 4 uger i COPA

> Se en oversigt over alle kommende arrangementer > Arrangementet foregår om mindre end 14 dage

Lokalforeninger (Antal arrangementer)
Bornholm (8) - Frederiksborg (3) - Fyn (1) - Gl. Viborg amt (2) - København/Frederiksberg (2) - Lolland-Falster (0) - Nordjylland (2) - Ringkøbing (1) - Roskilde (2) - Storkøbenhavn (2) - Storstrøm Nord (0) - Sydvestjylland (1) - Sydøstjylland (3) - Sønderjylland (3) - Vestsjælland (2) - Århus (11)

Interessegrupper (Antal arrangementer)
Colitis-/Crohngruppen (5) - Familiær Polypose-gruppen (0) - Forældregruppen (0) - Ungdomsgruppen (2) - Urostomigruppen (1)